Med fritvalgsordningen kan du selv vælge rollator

Helt tilbage i 2003 vedtog Folketinget en ændring indenfor ”Lov som social service”, i daglig tale kaldet Serviceloven. Før det blev alt hjemmepleje og alle hjælpemidler stillet til rådighed af kommunen, og man havde ikke selv nogen indflydelse. Derfor kunne man altså ikke bestemme hvem der skulle gøre rent i ens hjem, ligesom man ikke selv kunne vælge en anden rollator, som måske passede bedre til ens behov.

Selvom loven nu er næsten 13 år gammel, er kendskabet til den stadig yderst begrænset – og det er en stor skam. Den giver nemlig en række valgmuligheder for dig, der står overfor at skulle visiteres til hjælpemidler. I dette indlæg beskriver vi hvordan du ved brug af Fritvalgsordningen selv kan vælge hvilken rollator du ønsker.

 

Fritvalgsordningen betyder i bund og grund, at du selv må selv må vælge hvilket hjælpemiddel du ønsker, og hvorfra det skal leveres. Der er dog nogle forudsætninger at tage i betragtning – men faktisk er det slet ikke så kompliceret som det lyder.

 

Du vælger og køber selv rollatoren

Hvis din kommunes visitationssygeplejerske har vurderet at en rollator vil gøre dig mere selvhjulpen, vil kommunen normalt stille en til rådighed for dig. I det tilfælde bliver der tale om en rollator fra kommunens hjælpemiddeldepot – i mange tilfælde en brugt rollator. Kommunerne indkøber deres rollatorer under store udbudsrunder, hvor prisen vægten klart højest. Derfor tages der kun begrænset hensyn til rollatorens vægt og funktioner.

Sagt med andre ord – du vil i langt de fleste tilfælde være bedre stillet ved selv at vælge din rollator. Kravene er som følger:

  1. Du kan selv bestemme hvilken rollator du ønsker

  2. Du kan selv bestemme hvorhenne du ønsker at købe din rollator

  3. Hvis den valgte rollator er dyrere end kommunens, får du fra kommunen refunderet den udgift de ville have haft, hvis du havde fået en af deres rollatorer. Du dækker selv merprisen.

  4. Den rollator du vælger må ikke være identisk med den, som kommunen ellers ville levere. Reglen gælder også hvis kommunen kan levere en brugt rollator, og du ønsker en helt identisk rollator – blot ny.

 

Hvordan bruger jeg Fritvalgsordningen?doctor-548133_1280

Hvis du har besluttet dig for, at du selv ønsker at købe en rollator frem for at skulle nøjes med den kommunen kan levere, er der en række ting du skal gøre. Der kan være små afvigelser fra kommune til kommune, men i grove træk er fremgangsmåden den samme:

  1. Du kontakter din sagsbehandler i kommunen og fortæller, at du selv ønsker at købe en rollator under Fritvalgsordningen

  2. Kommunen fortæller hvor meget tilskud du får (tilskuddet svarer til den udgift, som de ellers havde haft ved at give dig en af deres rollatorer)

  3. Du finder frem til præcist den rollator du ønsker, og fortæller det til sagsbehandleren

  4. Sagsbehandleren vurderer om den opfylder de betingelser, som vi beskrev længere oppe

  5. Når du får godkendelsen køber du rollatoren, og får tilskuddet udbetalt fra kommunen

 

Det er vigtigt at nævne, at sagsbehandlerne i kommunen har pligt til at oplyse om Fritvalgsordningen. Desværre er der – selv blandt sagsbehandlerne – et begrænset kendskab til muligheden. Derfor er der mange der ikke får det nævnt.

Som nævnt er ovenstående proces kun vejledende. Der kan være små afvigelser fra kommune til kommune. Derfor anbefaler vi, at du altid tager en dialog med din sagsbehandler om muligheden – og gerne så tidligt i processen som muligt.

 

Fritvalgsordningen gælder for alle hjælpemidler

Vi har i hele vores artikel brugt en rollator som eksempel. Fritvalgsordningen gælder imidlertid for alle de forskellige typer hjælpemidler, som du kan få bevilliget – f.eks. badestole, kørestole, flade dørtrin, støttegreb og meget andet.